Nu har du en særlig mulighed for at få fat i oste, der ellers kun serveres på restauranter.

Vild med ost? Så er det måske Arla Unikas webshop, du skal besøge, hvis du vil have fingre i nogle særlige af slagsen.

I en tidsbegrænset periode kan du nemlig bestille Unika X-oste, der ellers er udviklet eksklusivt til landets toprestauranter i samarbejde med kokkene.

Det gælder for eksempel hvidskimmelosten Femme Fatale, Kovending, der er en ost dyppet i blåskimmel, og Gammel Knas ostecreme.

Læs også: Så er det forår: Isbutik i Aarhus byder på romkugleis to go

”Vi har sat osteproduktionen ned på et lavere blus, fordi vores gode samarbejdspartnere på restauranterne desværre er tvunget til at holde lukket på grund af Coronavirus. Men ostene er allerede blevet fremstillet, da de typisk er lang tid undervejs. Derfor giver vi nu danskerne mulighed for, at de i deres eget hjem kan smage på de helt særlige oste, som normalt kun serveres på de bedste restauranter rundt om i landet,” siger Eva Laura Lunddahl, der er butikschef  i Arla Unikas flagskibsbutik i Klostergade i Aarhus, i en pressemeddelelse.

”Jeg glad for, at der er interesse for ostene, men det er selvfølgelig på en trist baggrund. Og jeg håber, at restauranterne snart får mulighed for at åbne igen”.