Det nye patisserie håber at kunne slå dørene op til foråret og vil byde på portionskager med et nordisk præg.
Måske er du på en ferie til Frankrig, Italien eller Belgien stødt på konceptet “patisserie” – et konditori med fokus på særligt portionskager. Og måske har du tænkt, at det var riiiiimelig lækkert? Well, så har jeg en god nyhed til dig: Om ikke særligt mange måneder kan du lægge vejen forbi et sådant sted i Aarhus.
Det nye patisserie Gotfred håber nemlig på at kunne slå dørene op i begyndelsen af april måned. Det fortæller indehaver Sonia Pedersen.
Gotfred får seks faste kager på menuen, og derudover vil patisseriet hver måned byde på limited edition-kager som eksempelvis Aperolkage og matcha-croissanter. Alle kagerne vil løbende blive præsenteret på Instagram.
Læs også: Populært bageri lokker med gammeldags fastelavnsboller
Patisseriet kan dog endnu ikke afsløre, hvor den nye butik får hjemme i byen.
“Vi er pt i gang med at finde lokale og har muligvis fundet det perfekte sted – vi har møder med håndværker og VVS’er i denne uge, da det skal istandsættes. Fingers crossed at vi kan åbne start april, vi arbejder i hvert fald hårdt på det,” skriver Sonia Pedersen.
Udover Sonia Pedersen består teamet bag Gotfred af Kristoffer Pedersen, Sarah Bruun Petersen og Johanne Barbesgaard.