Den amerikanske avis New York Times roser madscenen i Aarhus.
Aarhus er ved at bryde godt igennem på den internationale scene. I hvert fald har smilets by endnu engang fanget opmærksomheden hos et internationalt medie. Journalist for New York Times John Wogan roser atmosfæren i byen, og i en artikel fra den 28. februar beskriver han fire gode restauranter, som er et besøg værd.
New York Times nævner Restaurant Hærværk i Frederiks Allé 105, Restaurant Frederikshøj på Oddervej 19-21, madmarkedet Aarhus Street Food på Ny Banegårdsgade 41 og Restaurant Domestic i Mejlgade 35B.
Populære danske retter
Journalist John Wogan beskriver Aarhus Street Food som et sted, du især bør besøge mere end én gang. Han fremhæver blandt andet thailandske Tuk Tuk og spisestedets karryretter samt Mormors Køkken, hvor de danske retter er i højsædet.
Den amerikanske journalist anbefaler også en tur til Latinerkvarteret og Restaurant Domestic, som han kalder ”et tempel for alt, som er fermenteret.”
Du kan læse hele artiklen her, hvor han også beskriver andre seværdigheder og oplevelser i Aarhus.