Pexels

Klar på naturvin: Så er der vinsmagning i Jægergårdsgade

Torsdag den 18. oktober afholder vinfællesskabet Reduktivt og Mikkeller en naturvinsmagning.

Elsker du at drikke vin, men vil du også gerne vide, hvad du fugter ganen med, så er det her lige dig. Vinfællesskabet Reduktivt er gået sammen med Mikkeller og inviterer til arrangementet ”Hvad er naturvin?” hos Mikkeller Bottle Shop Aarhus på Jægergårdsgade 59B.

Fra klokken 19.15 til 22.15 kan du for 280 kroner smage dig igennem 6 eksklusive naturvine, mens Rasmus Koller Sørensen, der er manden bag Reduktivt, vil forkæle med spændende basisviden omkring naturvin. Du behøver altså ikke være naturvin-connoisseur for at have en god aften.

Du kommer til at smage på blandt andet orange vin, der er macereret på skallerne eller vin lagret på Amphora. Der er  20 pladser til vinsmagningen, og salget er i gang. Du kan læse mere om arrangementet og købe billetter her.