Ølbaren Mig & Ølsnedkeren fejrer fødselsdag med masser af gratis øl.
Er der noget som gratis øl? Nej, vel. Ølbaren Mig & Ølsnedkeren fejrer den 11. februar sin et års fødselsdag med uddeling af 100 pints gratis øl til alle, der kigger forbi. Øluddelingen starter kl. 12, og for at det ikke skal være løgn, er der også gratis fødselsdagskage til de første gæster.
“Et år er gået og vi vil helt vildt gerne fejre det med jer! Vi disker selvfølgelig op med en masse lækkerier på vores haner, som vi vil lække løbende op til dagen. Der vil være humle, surt og sort – kort sagt alt hvad hjertet begærer. For at sørge for en god start på festen giver vi gratis kage til de første og deler 100 gratis pints ud, når vi åbner kl. 12,” skriver ølbaren på Facebook.
Bag ølbaren står trioen Tobias Rosenvind Rieck, Nick Theilgaard Olesen og Simon Toft Hansen. Lokalerne på Mejlgade 12 husede tidligere burgerrestauranten Hot Buns.