Restaurant Mejeriet i Mårslet rykker til Samsø for sommeren. Foto: Restaurant Mejeriet.

Aarhus-restaurant rykker til Samsø for sommeren

Restaurant Mejeriet åbner en sommerrestaurant på Samsø fra 8. juli og fire uger frem. 

Skal du et smut til Samsø i sommerferien, så kig forbi Tranebjerg på Sydsamsø. Her åbner Restaurant Mejeriet – der normalt har hjemme i Mårslet syd for Aarhus – nemlig en sommerrestaurant fra den 8. juli og fire uger frem.

Det sker i et samarbejde med det nyetablerede Samsø Madkulturhus på Langgade 26 i Tranebjerg, hvor Mejeriet også får sin midlertidige adresse. Det skriver Århus Stiftstidende.

“At kunne lave pop-up restaurant på Samsø er en unik mulighed for at arbejde i et af Danmarks bedste spisekamre. Kun få steder er udbuddet af kvalitetsråvarer så stort som på Samsø. Vi glæder os til en sommer med de bedste, danske sæsonvarer fra små producenter,” siger indehaver af Mejeriet Martin Lemvig til avisen.

Sommermenu med det hele
Sommerrestauranten får både et frokost- og aftenkort samt en menu for de yngste. Hvor frokostmenuen er a la carte, kan du om aftenen vælge mellem to menuer.

Den ene er en tre-retters sommermenu til 295 kroner med mulighed for tilvalg af kaffe og sødt, mens du med menuen “En sommeraften på Mejeriet” får den helt store omgang for 500 kroner: Velkomst og snacks, tre retter med tilhørende vine samt kaffe og sødt.

Du kan se sommermenuen hos Mejeriets Samsø-restaurant her. Restauranten i Mårslet holder sommerlukket i ugerne 28, 29 og 30.