Foto: Kødbyens Mad & Marked.

Så er der streetfood: Kom til sommerens sidste Marked I Parken

Nyd en omgang streetfood til årets sidste Marked i Parken søndag den 13. august.

Hvis du vil kombinere streetfood, shopping og underholdning, så er det på søndag, du skal slå til. Da er det nemlig sidste mulighed i år for at tage til Marked I Parken i Musikhusparken ved Musikhuset Aarhus.

Kødbyens Mad & Marked står bag dagens streetfood-marked, hvor du blandt andet kan nyde en omgang fish’n’chips fra Crazy Chips/The Fish Project, surdejscalzone fra Birks Køkken samt bløde pandekager fra Crepes a la Cart.

Derudover kan du for første gang sætte tænderne i surdejstoast med lokale Samsø-råvarer fra toastbaren Rodfast, og er du til salat og smoothie, så slå et smut forbi Café Fika og Smoothie-Licious. Husk også en kaffe fra Sigfreds Kaffefabrik!

Udover mad kan du i løbet af dagen besøge de knapt 100 loppestande fra Flagstand Markeder eller lytte til lidt livemusik. Marked I Parken finder sted fra klokken 10 til 15.