Foto: Mammis Gelato

Mammis Gelato er et hit i varmen: Nu er de nomineret til SMAGprisen

Kø ud på fortovet, solen i ansigtet og duften af frisklavet gelato. Sådan ser en typisk sommerdag ud foran Mammis Gelato. Den familiedrevne virksomhed har siden 2017 sat sit præg på Aarhus’ madscene, og nu er de nomineret til SMAGprisen 2026 i kategorien Aarhus’ Bedste Is.

For dem, der kender stedet, kommer nomineringen ikke som nogen overraskelse. For dem, der endnu ikke har opdaget det, er det på tide at rette op på det.

Læs også: Smag på sommeren – her kan du få lækker is i Aarhus

Mammis Gelato – Ægte italiensk håndværk i hver eneste kugle

Mammis Gelato
Foto: Mammis Gelato

Hos Mammis Gelato tager gelatoen udgangspunkt i de gamle italienske traditioner og de bedste råvarer fra hele verden.

Udvalget af månedsvarianter fortæller sit eget lille smagsunivers: flødebolleskum, citrontærte, koldskål, salt karamel, lakrids, kaffe og Valrhona chokolade er blot nogle af dem, der kan møde dig i vitrinen. Og for dem, der vil have noget friskt og let, er sorbetudvalget også imponerende; prøv blandt andet lemon, mango, passion og twister.

De velkendte klassikere som vanilje og Valrhona chokolade er naturligvis også at finde i vitrinen, og hvis du vil prøve noget nyt, venter Raffaello som en ny tilføjelse til menuen.

Hvis du skal have lidt ekstra godt på toppen, er deres hjemmelavede flødebolleguf blevet et kæmpe hit! Den bliver lavet fra bunden hver eneste dag, så du altid får den frisk!

Udvalget skifter hver måned, og hvert år henter Helle og Michelle ny inspiration til smagskombinationer hjemmefra og fra rejser til forskellige lande.

Istapas, iskager og iscykler – Mammis Gelato kan meget mere end is i bæger

Mammis Gelato
Foto: Mammis Gelato

Sortimentet hos Mammis Galato er bredt og rummer noget til enhver anledning. Vil du have is med hjem, kan du bestille liter-is og isbøtter i eget valg af smage. Til store selskaber er der islagkager, iskager og isbægre, ispinde og de særlige istapas; et håndlavet koncept med gelato hånddyppet i belgisk chokolade.

Til fester, bryllupper, konfirmationer og virksomhedsarrangementer kan man booke en isbar, eller endda en iscykel, der kan rulles direkte ind til festen.

Vil du hellere handle online, har Mammis en webshop på mammishome.dk, hvorfra produkterne kan leveres til det meste af Danmark.

Mor og datter tog til Bologna – Vendte hjem med mere end opskrifter

SMAGprisen is
Foto: Mammis Gelato

Bag Mammis Gelato står Helle og Michelle – mor og datter. I 2017 tog de til Italien og uddannede sig på Gelato University i Bologna, fordi de havde fået øjnene op for, hvad den danske befolkning gik glip af.

De vendte hjem med et klart mål: at give aarhusianerne en ægte italiensk gelatooplevelse, både hvad angår smag og konsistens. Lavet fra bunden, med de bedste råvarer og med respekt for det gamle håndværk.

At drive virksomheden som familie ser de som et privilegium. Det er noget, de er fælles om, og det bringer dem tættere sammen. Det mærker man, når man besøger én af deres butikker.

En velfortjent nominering til SMAGprisen – Aarhusianerne har talt

Mammis Gelato
Foto: Mammis Gelato

SMAGprisen uddeles til byens bedste spisesteder på tværs af kategorier, og en nominering er ikke noget, man bare får tilfældigt. Den kræver, at folk vender tilbage, sommer efter sommer. Det er præcis det, Mammis Gelato har formået siden 2017. Helle og Michelle har aldrig gået på kompromis med håndværket, og de fortsætter med at rejse, lære og hente ny inspiration, så udvalget altid holder sig levende og relevant.

Det er den slags engagement og kvalitet, SMAGprisen er skabt til at hylde. Har du endnu ikke smagt dig igennem vitrinerne hos Mammis, er dette en oplagt anledning til at rette op på det.

Adresser: Rosensgade 34, Aarhus C & Jægergårdsgade 53, Aarhus C
Læs mere om Mammis Gelato: Her