Arkivfoto: Pixabay.

Mums: Italiensk isbutik åbner i Rosensgade

Den italienske isbutik Mammis Gelato åbner den 14. april.

Aarhus har en stribe lækre isbutikker, og nu kommer endnu én til. Den 14. april åbner Mammis Gelato på Rosensgade 34 med en række isvarianter af den italienske gelato-type på menuen.

“Vi kommer til at lave gelato af de dyreste og fineste råvarer, herunder Valhrona-chokolade, polynesisk vanilje og nødder fra Italien. Vi bruger så vidt muligt økologiske råvarer, og vi får også ispinde, cannoli med gelato og sandwich-is med to kiks med gelato i midten,” siger medstifter Michelle Schmidt.

Uddannet i is
Den 23-årige is-iværksætter åbner isbutikken sammen med sin mor Helle Schmidt, og de er begge uddannede i Italien i kunsten at lave ægte gelato.

“Vi laver gelato fra bunden og er begge blevet uddannet som såkaldte gelateriaer i byen Bologna Italien. Vi vil skabe et familie-gelateria med hyggelige rammer, familiestemning og frem for alt kvalitetsgelato på et andet niveau, end det vi i forvejen har i Aarhus,” lyder det fra Michelle Schmidt.

Byens nyeste isbutik slår dørene op første gang den 14. april kl. 13. Mammis Gelato får studierabat, og til åbningen er der både sorbet, mælkeis og vegansk is. Det bliver desuden muligt at købe milkshakes, kaffe og italiensk softice. Lokalerne har tidligere huset en frisør.