Det kommunale projekt Smag På Aarhus melder udsolgt på årets to første madskoler og har først ledige pladser til madskolen, der bliver afholdt i marts.
Måske har du hørt om madkurset “Lav mad med tang”, der blev afholdt i januar, eller kurset “Lav mad med muslinger”? Det er to af de udsolgte madskoler, som det kommunale projekt Smag på Aarhus har afholdt eller skal afholde.
Næste madskole hedder “Lav mad med blæksprutter” og bliver afholdt mandag den 19. marts fra klokken 16.30 til 19. Her bliver du undervist i at lave forskellige retter med blæksprutte af gastronomen Mikkel Wejdemann, og når maden er færdig, nyder hele holdet retterne sammen.
Det koster altid 100 kroner at deltage i madskolerne, der bliver afholdt én gang om måneden i FOF’s køkken på H. H. Seerdoffs Stræde 7 i Aarhus C.
Udover blæksprutte-kurset kan du eksempelvis også tilmelde dig “Lav mad med forårets vilde urter” og “Lav mad med strandens vilde urter“. Læs mere om kurserne og om hvordan, du tilmelder dig, her.