Ny bar med kaffe, smoothies og drinks er åbnet på Nørreport

Café Crush er landet på Nørreport 8, og her kan du blandt andet få serveret smoothies, cocktails og kaffe.

Så er der godt nyt, hvis tørsten skulle ramme dig i nærheden af Nørreport. Den nye Café Crush åbnede nemlig den 27. januar på Nørreport 8, og her kan du i dagtimerne få smoothies, cappucinoer og mange andre baristarelaterede drikkevarer.

Om aftenen forvandles loungebaren fra café og kaffebar til lounge, og Café Crush serverer i stedet alt fra cocktails til vin og champagne.

”Vi følte, at der manglede en loungebar som denne i Aarhus med fokus på elektronisk musik, og hvor folk kan have det sjovt og bryde deres rutiner lidt,” siger Mike Luca, som er manager ved Cafe Crush.

Temafester i weekenden
Café Crush vil fremover holde åbent fra klokken 8 til 22 fra mandag til torsdag. I weekenden er planen, at der skal afholdes forskellige temafester i den loungeinspirerede bar, hvor åbningstiden er fra klokken 8 til 02.

Manager Mike Luca fortæller, at alt hos Cafe Crush ligger i den prisvenlige ende af skalaen.