VAFLER Er du til søde sager? Så skal du forbi byens nye vaffelbod Liège.
Fans af søde sager har mange steder at gå hen i Aarhus, og nu får de snart nyt favoritsted. Den 1. oktober åbner den belgiske vaffelbod Liège på byens nye madmarked Aarhus Central Food Market, der kommer til at ligge ved Strøget.
Duften af sprøde, søde og karamelliserede vafler vil hænge liftligt i luften over boden, der bager klassiske, belgiske vafler af gode råvarer. Opskriften kommer fra en af de bedste bagere i den belgiske by Liège, der har lagt navn til boden.
“Under en rejse til Liège med en kammerat fik jeg øjnene op for de lækre og karamelliserede belgiske Liège-vafler. Efter endnu en tur til byen, hvor vaflernes tilblivelse blev studeret, og hvor jeg fik tips fra byens bager, har jeg nu valgt at åbne vaffelboden Liège i håb om at åbne danskernes øjne for de belgiske lækkerier,” siger indehaver Casper Elbech.
Men hvis du gerne vil have fyldt din vaffel med klassisk softice, skal du gå uden om byens nye vaffelbod.
“Jeg har i første omgang valgt at gøre op med den klassiske, danske model med softice som tilbehør og satser i stedet på et nyt tvist med årstidens toppings,” siger Casper Elbech.