Foto: iStock

Lidt at varme sig på – tre steder med fiskesuppe

Carlton

Rosensgade 23, 8000 Aarhus

Hos Carlton i byens hyggelige Latinerkvarter får du ærlig klassisk fransk mad, som vil gøre selv de fineste bistroer i Frankrig misundelige. Derfor har de selvfølgelig også en klassisk fiskesuppe. Her får du nemlig Carltons helt egen fiskesuppe, som serveres med et udvalg af fisk og skaldyr og er lavet lækker cremet, så den vil gøre de fleste lykkelige. Carltons fiskesuppe koster 135 kroner og er perfekt til efterårsvejret.

Atelier 33

M. P. Bruuns Gade 33, 8000 Aarhus

Vi fortsætter med endnu en fransk restaurant, denne gang skal vi til M. P. Bruuns Gade i centrum af Aarhus. Her finder du Atelier 33, som i den grad har indtaget byens madscene. Fiskesuppen finder du på menukortet til frokost, hvor de serverer den klassiske hummerbisque. Bisquen serverer de med fiskesoufflé, blegselleri og kørvel. Den lækre suppe får du for 138 kroner, og det er den perfekte frokostret.

Ombord

Jægergårdsgade 71, 8000 Aarhus

Hos Ombord har de ikke hummerbisque alle dage. Desværre. Til gengæld har de en dag hver uge, hvor hummerbisquen spiller en stor rolle. Det sker, når de hver onsdag inviterer til Bisque og Bearnaise. Her starter man med den lækre hummerbisque, der bliver serveret med store og fyldige rejer. Herefter får du en hovedret bestående af helstegt kalvesteg med pommes frites, salater i sennepsvinaigrette & sauce bearnaise. Af hovedretten kan du spise lige så meget du ønsker. Prisen er kun 300 kroner per person. Det er da et koncept, man kan forstå