Fra den 8. maj kan du spise vegansk hos sushikæden LETZ SUSHI.
Økologiske ris, avocado, asparges, agurk, slikærter, sesam, inai og nori. Det er indholdet i de veganske sushiruller, du fra den 8. maj kan sætte tænderne i hos sushikæden LETZ SUSHI, der for første gang lancerer en veganermenu.
“Det er let nok at tage med vennerne ud at spise sushi, hvis man er vegetar, men hvis du er veganer, bliver det et problem. Vi tager meget gerne imod forslag fra vores gæster, og ønsket om en veganermenu har vi nu hørt flere gange,” siger kommunikationsansvarlig ved LETZ SUSHI Per Holsteen Larsen.
LETZ SUSHI kan også tilbyde øl og limonade for veganere samt verdens første certificerede veganske champagne.
En rummelig restaurant
Den nye veganermenu understøtter LETZ SUSHIs vision om at være en rummelig sushirestaurant.
“Vores vision er, at alle skal have mulighed for at spise bedre mad. Fiskeelskere, fiskehadere, vegetarer, kødelskere, veganere, glutenallergikere og så videre. Derudover passer en mere rummelig menu godt til vores profil inden for økologi, bæredygtig fangst og social ansvarlighed,” siger Per Holsteen Larsen.
I Aarhus kan du besøgende den landsdækkende sushikæde ved Åboulevarden, på M.P. Bruuns Gade og hos Aarhus Central Food Market.