SUSHI Den københavnske sushikæde Letz Sushi åbner i Aarhus den 1. oktober.
Den københavnske sushikæde Letz Sushi har siden 2003 serveret sushi til københavnske madelskere, nu rykker kæden til Aarhus. Sushikæden får et madsted på madmarkedet Aarhus Central Food Market, der åbner ved Strøget den 1. oktober.
“Hos Letz Sushi er håndværket i orden og smagen er i højsæde. Vi udvikler konstant nye makiruller, leger med nye smagssammensætninger og teksturer. Vi går op i, at vores produkter er certificerede af MSC/ASC, Friend of the Sea og lignende for at sikre den bedste smag i munden i alle henseender. Vi glæder os utrolig meget til at flytte til Aarhus – det er jo smilets by. Og at vi får lov til at starte vores Aarhus-eventyr på Aarhus Central Food Market gør, at det er virkelig svært at tørre smilet af vores ansigter,” siger direktør Anders Barsøe.
Letz Sushi slog for første gang dørene op i marts 2003 på Ndr. Frihavnsgade 15 på Østerbro. Herefter ekspanderede kæden til syv restauranter, hvorefter Letz Sushi i 2013 fusionerede med sushikæden Dondon med seks restauranter. I dag er kæden ejet af Louise Ertman Baunsgaard og en kapitalstærk partner.