Foto: Aarhus Kommune

Lav ’pandekager blandt rovdyr’ i efterårsferien

Efterårsferien er spækket med masser af arrangementer med smag i. Et af dem er det spændende arrangement ’Pandekager blandt rovdyr’.

Efterårsferien er for mange lig med hygge med familien og lange gåture i skoven. Dette kan man sagtens kombinerer med smagfulde, lærerige og sjove oplevelser. For eksempel kan du deltage i ’Pandekager blandt rovdyr’.

Under arrangementet skal I spille spillet ’Blandt rovdyr’, som er inspireret af computerspillet ’Among Us’. Her får du et indblik i dyrenes verden, hvor det for en mus handler om at få samlet nødder ind til vinteren og ikke blive spist, og for en ræv handler det om at få spist musene. Det er et lærerigt og spændende spil for hele familien.

Efteråret er også tid til æbler, og her i Norden har vi masser af dem. Så når du har fået spænding nok, kan du komme over til bålet og bage din egen æblepandekage. Varm dig ved ilden, nyd duften af pandekager, og hør æblestykkernes sagte syden.

’Pandekager blandt rovdyr’ er et arrangement for både børn og voksne, så tag dine venner, din moster og din nabo med.

Arrangementet afholdes tre gange i tre forskellige naturområder i Aarhus:

Onsdag 20/10 kl. 10-12
Eskelunden: Bålplads ved Gryden ud mod ringvejen. Der er cykelsti tæt forbi og p-plads på Eskelundvej ved indkørslen fra Åhavevej, hvorfra der er en lille gåtur til området.

Torsdag 21/10 kl. 10-12
Lisbjerg Skov: Bålplads bag ved shelters og svævebanen på jernalderlegepladsen. Der er parkering på Elevvej, hvorfra man kan gå ind til området.

Fredag 22/10 kl. 10-12
Havreballe Skov: Bålhytte tæt ved Kongevejen og i nærheden af Tivoli Friheden.