Lajmi Restaurant & Lounge siger farvel den 14. juli efter 28 år på Jægergårdsgade.
Hvis du har planer om en snarlig middag på restaurant Lajmi på Jægergårdsgade 9, så skal du nok snart lægge vejen forbi. Restauranten holder nemlig åbent for sidste gang fredag den 14. juli efter 28 år på adressen. Det skriver Lajmi på restaurantens Facebook-side.
“Kære kunder gennem 28 år! Fredag den 14. juli serverer jeg for sidste gang en middag på Lajmi. Dagen efter starter min ferie. Restauranten er solgt, og den 1. august går jeg på pension,” står der blandt andet på Facebook.
Bag Lajmi står restauratør Zouhair Lajmi, der åbnede Restaurant Victoria i 1989. Restauranten skiftede i 2011 navn til Lajmi Restaurant & Lounge.
Beslutningen om at lukke skyldes ifølge Facebook-opslaget, at Zouhair Lajmi har valgt at stoppe, mens legen er god.