Bagerikæden Lagkagehuset har fra mandag den 8. januar fået både gammeldags, wienerbrøds- og flødeskumsfastelavnsboller i butikken.
En af årets bedste kage-højtider nærmer sig med hastige skridt: Fastelavn! Faktisk så hurtigt, at du allerede nu kan købe de lækre fastelavnsboller i bagerikæden Lagkagehusets butikker.
Her kan du vælge mellem tre slags: Den gammeldags fastelavnsbolle, der er en bolledej indbagt med creme, marcipan eller chokoladestykker, samt wienerbrødsfastelavnsbollen med enten creme, hindbær, æble eller sveske.
Skal den have hele armen, kan du også vælge den sidste slags: Flødeskumsfastelavnsbollen! Den fås med hindbær og Sarah Bernhardt, blåbær og nougat, marcipan, creme eller svesker.
Både den gammeldags version og wienerbrødsversionen koster 18 kroner stykket, mens flødeskumsversionen koster 27 kroner stykket.
Du kan sikre dig årets første fastelavnsbolle hos butikken på M. P. Bruuns Gade 34 eller på Nordre Strandvej 45C i Risskov. Lagkagehuset i Magasin sælger ikke fastelavnsboller.