Det tyrkiske spisested Köz Grill er netop åbnet på Nørre Allé.
Så er der godt nyt til alle jer derude, som er tosset med det mellemøstlige køkken: Den tyrkiske grillbar Köz er åbnet på Nørre Allé 41, og grillbaren serverer dansk kød grillet på en stor trækulsgrill. Köz åbnede 18. maj og holder åbent fra klokken 17 til 24.
”Vi har glædet os rigtig meget til at komme i gang. Vores mål er, at vores kunder gerne skal tænke: Wow, det smager godt det her, når de prøver vores mad. Vi vil gerne have, at folk får sig en ægte tyrkisk oplevelse, som var de i Tyrkiet,” siger bestyrer af Köz, Gündüz Göktas.
Den nye grillbar byder på forskellige salater, grillede menuer og wraps med tyrkiske krydderier og hjemmelavet marinade. Du kan for eksempel vælge en menu oksekød og lam til 90 kroner, eller som wrap til 60 kroner.
Plads til 20 gæster
Er du mere til suppe, kan du også vælge dagens tyrkiske suppe med brød til 40 kroner. Der er plads til 20 siddende gæster ved Köz, men du kan også tage maden med som takeaway og nyde den hjemme ved dig selv.
Du kan læse mere om Köz Grill her, og spisestedet har åbent fra klokken 17 til 24 fra tirsdag til søndag.