Fredag 26. november besøger Mejeriforeningens ostekulturkampgene, Ost & ko, Aarhus Street Food, hvor man kan smage nogle af kongerigets bedste oste og få kokketips til hvordan ost kan løfte julens måltider til nye højder.
Det skete i de dage, at Ost & ko med vognen fuld af himmelske oste drog mod Aarhus for at oplyse østjyderne om ostens mangfoldige muligheder på julebordet. Du kan glæde dig til at smage på nogle af kongerigets bedste oste, mens vores dygtige formidlere klæder dig på med viden om ostens univers, giver dig den seneste opskriftssamling med hjem samt tips til brugen af ost i julekøkkenet.
Læs også: Julebuffet med Gin & Tonic ad libitum på Salling ROOFTOP
Ost kan give en skøn, cremet dybde til vinterens grove salater, runde en ret af på en fantastisk måde, og løfte sovsen til nye højder, hvis man lister lidt blåskimmel ned i den.
Pisket hvidskimmel og trøffel
Du kan glæde dig til at møde kok, Casper Bøgeskov, der tidligere har huseret på Cateringkokkelandsholdet og Them Mejeri – og nu udvikler kantinekoncepter. Han laver til lejligheden pisket hvidskimmelost med trøffel og brunet smør, som anrettes på et stykke tyndt, sprødstegt rugbrød, og toppes med en let syrlig kompot af æbler med et snert af anis.
”Ost er lig med forkælelse for mig. Specialoste er noget, vi spiser, når vi skal hygge os og forkæle vores smagsløg. Heldigvis er de danske mejerier blevet så dygtige, at vi stort ikke behøver kigge mod udlandet for at finde velsmagende oste, som både varierer i tekstur og konsistens. Vi har adgang til det hele herhjemme, og lækre oste er bestemt også noget man finder på mit julebord eller som mandelgave”, siger Casper Bøgeskov, som vil give masser af inspiration til hvordan man udnytter ostens vidunderligheder bedst i julekøkkenet.
Du kan opleve Ost & Ko på Aarhus Street Food fredag den 26 november klokken 11-13 og klokken 15-17.