Foto: Restaurant Kohalen

Aarhus-restaurant har Jyllands bedste bøfsandwich

Jyllands bedste bøfsandwich fås på klassisk restaurant på Aarhus Havn.

Det var et historisk tæt felt, da dommerpanelet bag konkurrencen Danmarks Bedste Bøfsandwich skulle kåre årets bedste bøfsandwich lige før nytår. Vinderen blev Grisen i København, og på en flot andenplads kom Restaurant Kohalen på havnen i Aarhus.

Den aarhusianske restaurant blev samtidig kåret som stedet med Jyllands bedste bøfsandwich, og spisestedet fik tilmed specialprisen med navnet “Danmarks frækkeste boller”. Hele top 5 i konkurrencen ser således ud:

  1. Grisen, København
  2. Restaurant Kohalen, Aarhus
  3. Restaurant Vestre Baadelaug, Aalborg
  4. Spisehuset Pagoden, Ølgod
  5. Café Dollys, Horsens

Havnens Perle i Aarhus, der tidligere har vundet prisen, kom ikke i top 5. Hvis du vil smage på herlighederne på Kohalen, skal du lægge 142 kroner for en bøfsandwich i maritime omgivelser. Til gengæld er bøffen på 300 gram, ligesom der er stegte kartofler og hjemmelavede løgringe on the side.

Restaurant Kohalen har eksisteret siden 1907, hvor spisestedet har serveret klassisk dansk mad til lokalbefolkningen og tilrejsende i Aarhus. Restauranten har kun åbent til frokost.