Fredag den 6. oktober åbner Kødstadens Burgerjoint på Trøjborg. 

Så er der godt nyt til alle burgerelskere på Trøjborg!

Fra fredag den 6. oktober klokken 11 kan du nemlig sætte tænderne i en burger fra bydelens nye burgerbar, Kødstadens Burgerjoint, som får hjemme på Otte Ruds Gade 47.

Det er de to slagtersvende Steffen Distler og Jeppe Glatved, der står bag den nye burgerrestaurant – det selvsamme makkerpar, der indtil nu har haft slagterbutikken Kødstadens Engros & Detail i samme lokaler.

Trækker på erfaringer fra slagterfaget
Slagterbutikken har i lang tid leveret burgerbøffer til mange burgerjoints i Aarhus, men nu føler Steffen Distler og Jeppe Glatved, at tiden er inde til trække på deres erfaringer og åbne deres egen burgerrestaurant på Trøjborg.

“Vi vil bruge vores slagterfærdigheder. Det betyder blandt andet, at vi vil hakke kød til bøfferne tre til fem gange om dagen, så der altid vil være friskhakket kød i den mængde, der er behov for på dagen. Og så vil vi selv ryge bacon i den rygeovn, vi i forvejen har fra slagterforretningen,” fortæller medejer Steffen Distler.

Klassiske burgere med lokale råvarer
Det bliver de helt klassiske burgere, du kan købe hos Kødstadens Burgerjoint: Hamburger, cheeseburger og bacon-cheeseburger. Det, der skiller burgerne ud fra mængden, er kvaliteten af de råvarer, de er blevet lavet på.

“Vi har et stort fokus på dyrevelfærd og økologi. Kødet er fra fritgående dyr, grøntsagerne er lokale, osten er fra en osteforhandler i omegnen, vi kender, og brødet er briocheboller fra en lokal bager,” forklarer Steffen Distler.

Grøntsager og brød vil blive leveret hele to gange om dagen, så du kan være sikker på, at din burger er lavet på friske råvarer. Derudover vil burgerne indeholde hjemmelavet mayonnaise og hjemmesyltede agurker.

Primært takeaway
En burgermenu med pommes frites, dip og en sodavand vil koste omkring 80 til 90 kroner. Maden bliver primært takeaway, da der kun er få siddepladser i burgerjointen.

Kødstadens Burgerjoint vil have åbent fra klokken 11 til 21 alle ugens dage.

Du kan læse mere om den nye burgerjoint her.