Madmarkedet Kødbyens Mad & Marked meldte i går ud, at firmaet er gået konkurs efter en længere periode med økonomiske problemer.
Efter at have sørget for madboder til alt lige fra festivaler til julemarkeder i tre år, måtte madmarkedet Kødbyens Mad & Marked i går, torsdag den 14. december, begære sig konkurs.
Kødbyens Mad & Marked skriver på Facebook, at det især er København-afdelingen, der har lidt under økonomiske udfordringer:
“Det store økonomiske underskud skyldes en vejrmæssigt udfordrende sommer, som mange i branchen har lidt under, og især i København har markedet lidt under dette.”
Lys forude for Aarhus
Selvom sommeren ikke ligefrem var fantastisk i Aarhus, har vi alligevel haft appetit på maden fra madboderne, når Kødbyens Mad & Marked har faciliteret madmarkeder her.
“I Aarhus er der dog lys forude. Projekterne her er i stor stil lykkedes, og der findes en fantastisk velvilje hos samarbejdspartnere og relationer, som vi forhåbentligt kan bygge videre på i det nye år,” skriver Kødbyens Mad & Marked på Facebook.
Indtil videre indstilles al aktivitet fra madmarkedet dog i begge byer, bortset fra hos julemarkedet på WestMarket i København og hos julemarkedet i Tivoli Friheden i Aarhus.
Du kan læse hele Kødbyens Mad & Markeds Facebook-opslag her.