Foto: Kitchen Collective

Lokale madiværksættere får hjælp til at starte op

Virksomheden Kitchen Collective vil gøre det lettere at blive madiværksætter i Aarhus.

Madscenen i Aarhus er i rivende udvikling, og mange aaarhusianere vil springe ud som madiværksættere. Men det er tit svært at få adgang til et fødevaregodkendt køkken, som er dyrt i opstart og drift. Her kommer virksomheden Kitchen Collective med en hjælpende hånd. Firmaet er netop startet i Aarhus og giver mulighed for at flere madiværksættere kan dele det samme køkken.

“Vi er ekstremt begejstrede for endelig at kunne åbne Kitchen Collective i Aarhus. Der er i forvejen en spirende underskov af inspirerende madiværksættere i Aarhus, og vi tror på, at denne underskov blot vil vokse sig større. Det vil skabe et mere mangfoldigt madudbud til de spisende mennesker i Aarhus,” siger Marc Sejr Eggen fra Kitchen Collective

Streetfood og popup-restauranter
Kitchen Collective henvender sig blandt andet til streetfoodboder, som vil sælge mad på gaden eller ved madmarkeder fra telt, cykel eller truck, og til pop-up restauranter.

“Indtil nu har madiværksættere i Aarhus manglet et fleksibelt sted at udvikle og afprøve madideer, og netop det glæder vi os til at tilbyde i Smilets By, ligesom vi har gjort det i København de seneste to år. Vi oplever, at madiværksætterne i Aarhus er ekstremt dedikerede, kvalitetsbevidste, dygtige og entreprenante,” lyder det fra Marc Sejr Eggen.

I København har Kitchen Collective på godt to år hjulpet mere end 80 madiværksættere i gang med deres projekter. Virksomheden har tre køkkener, som iværksætterne deler med hinanden, og iværksætterne får også hjælp til alt fra prissætning og økologisk certificering og marketing.