Den københavnske Michelin-restaurant Kiin Kiin åbner ny restaurant på Vestergade i Aarhus.
Er du til thailandsk mad af den rigtig gode slags, kan du allerede nu begynde at glæde dig til den 15. september. Her åbner den thailandske restaurant Kiin Kiin – som i København er belønnet med en Michelin-stjerne – nemlig i Aarhus.
Indehaver Henrik Yde, der også står bag Kiin Kiin i København, fortæller, at aarhusianerne dog ikke skal forvente præcist samme koncept som hos Michelin-restauranten.
“Det bliver en mere klassisk street-version, vi åbner med i Aarhus, men stadig med den rigtig gode mad, hvor alt er lavet fra bunden,” siger Henrik Yde.
Klassikere fra København
Kiin Kiin i Aarhus kommer til at byde på 24 retter, som ifølge Henrik Yde bliver de største klassikere fra restauranten i København – blandt andet Kiin Kiins røde karry og baos.
Restauranten vil huse 120 siddepladser – herunder Kiin Kiins spisesenge, hvor gæsterne kan ligge ned – og derudover bliver der plads til 40 spisende i gårdhaven.
Kiin Kiin tilbyder desuden take away alle ugens dage.