BAR Kendt bar i Skolegade lukker, fordi udlejeren har andre planer.
I tidernes løb er der blevet drukket anseelige mængder øl og shots på australierbaren Billabong Bar i festgaden Skolegade, men nu stopper festen. Indehaveren har netop meldt ud på Facebook, at baren lukker den 2. oktober.
”En æra slutter! Det er med vemod og sorg, at jeg må meddele, at Billabong Bar lukker 2/10-2016. Udlejer har andre planer med bygningen og har købt mig fri af lejekontrakten,” skriver indehaver Dan Rosgaard på Facebook.
Takker stamgæsterne
Indehaveren har stået bag disken i intet mindre end 17 år og takker de mange stamgæster, der har besøgt den populære bar til øl, musik og fodbold.
”Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de mange dejlige gæster gennem årene. Især stamgæster, som troligt har mødt op hver weekend, som hverdage. Der er skiftet lidt ud hen ad vejen, men vi har altid haft fantastiske stamgæster. Jeg vil selvfølgelig også takke mit dejlige personale gennem årene. Uden jer var det ikke gået,” skriver Dan Rosgaard.