Restaurantkæden Karma Sushi har slået dørene op for en ny restaurant i Aarhus med toptunet arkitektur og plads til 120 gæster.
Restaurantkæden Karma Sushi har restauranter på Banegårdsgade og i Vestergade, og nu har kæden udvidet med en tredje restaurant i Aarhus. Den nye Karma Sushi har adresse på Frederiksgade og får plads til 120 siddende gæster fordelt ud på to plan. Ifølge grundlæggerne skiller den sig ud fra de fleste andre i kæden på grund af arkitekturen.
“Vi har haft et tæt samarbejde med Henning Larsen Arkitekter, der har designet den nye restaurant. Den kommer til at skabe grundlag for, hvordan vores fremtidige restauranter kommer til at se ud,” siger grundlægger Morten Hansson.
Fusionerer nordisk og japansk
Gastronomien på kædens restauranter er sushi med et nordisk tvist, og forventningerne til åbningen er store.
“Danmark har taget særlig godt imod vores koncept med højkvalitets fusion-sushi, der indrager elementer fra både det nordiske og japanske køkken,” siger driftchef Kasper Hansson.
Karma Sushi stammer oprindeligt fra det nordjyske og blev grundlagt i 2007. Restaurantkæden har udover Aarhus restauranter i Aalborg og København. Den nye restaurant på Frederiksgade åbnede den 1. august.