Til årets Kapsejlads står Aarhus Mad & Marked for madboderne.
Den 4. maj går det løs i Universitetsparken, når den 27. udgave af Kapsejladsen løber af stablen. I år er Aarhus Mad & Marked hyret til at sørge for madboderne, og du kan blandt andet se frem til at sætte tænderne i en Umami Burger fra Spiselauget eller en Panang Curry fra Maree Thai Food.
”Vi har forsøgt at give de mange gæster en masse at vælge imellem, så der er mad til alle. Du kan jo godt køre lidt død i festivalklassikere som pølsehorn og rundstykker, så det er fedt med de her boder, hvor man kan få frisklavet og anderledes mad,” siger kommunikationsmedarbejder Pernille Madsen.
Der er seks madboder og en enkelt kaffebod til årets Kapsejlads.
Til karryelskerne
Ved Maree Thai Food kan du få mad med rødder i det orientalske gadekøkken. På menuen finder du retter som Phat Thai, Panang Curry til 50 kroner samt forårsruller til 10 kroner.
Til fiskefansene
Har du mere fisk på hjernen, når frokosten skal i land, så er The Fish Project et godt bud. Her kan du sætte tænderne i en omgang fish ‘n’ chips med friskfanget frisk og hjemmerørt tatarsovs. En lille portion koster til 59 kroner og en stor portion koster og 89 kroner.
Til de burgersultne
Er du i humør til en burger, skal du gå forbi Spiselauget, hvor du kan bestille en Umami Burger med grillet sous vide-bøf med trøffelmayo, portobellosvampe, rødløg og syltede agurter. Burgeren koster 55 kroner og en menu med pommes frites koster 80 kroner.
Til de burger sultne part to
Food Squad disker også op med burgere til folket. Her kan du vælge mellem en paneret Pulled Pork Burger, en Juicy Chicken Burger samt en Portobello Veggie Burger. Alle tre koster 65 kroner, og skal du have fritter med, koster de 30 kroner.
Til den søde tand
Ved pandekageboden Crêpes a la Cart kan du både få hovedret og dessert. Her kan du både sætte tænderne i en madpandekage med serranoskinke, eller bestille en dessertpandekage med banan og Nutella. Prisniveauet ligger på 40 til 65 kroner.
Til dem der elsker falaffel og sharwama
Wrapsene fra spistedet Faour serveres til dagligt på Klostergade, og nu er de altså også at finde til Kapsejladsen. Maden er inspireret af det arabiske køkken, og her kan du for eksempel bestille en wrap med friske falafler, som laves, når du bestiller dem, eller en rulle med sharwama til 50 kroner.
Til de kaffetørstige
Kapsejladsen starter ganske tidligt på morgenen, og derfor kan det være en god ide med et skud kaffe. Her står Café Her og Dér klar til at servere alt fra Café Latte og Cappucino til Chai Latte og kaffe bailey. Prisen svinger fra 23 til 40 kroner.
Når vinderen af Det Gyldne Bækken og Kapsejladset engang er fundet, er det tid til at beslutte, hvad aftensmaden skal bestå af. Du kan for eksempel lade vejen gå forbi Chidos Mexican Grill i Mejlgade, hvor spisestedet står klar med gratis queso til alle retter hele dagen.
Fik du ikke en burger ved en af madboderne, kan du også slå et smut forbi Kødstadens Burger Joint, hvor der er 25 procents rabat på alle burgermenuer.