Gryderetter og surdejspizza: Nyt økologisk take away-sted er åbnet i Aarhus

Gryderetter og surdejspizza: Nyt økologisk take away-sted er åbnet i Aarhus

af -
Foto: Kantina.

Det nye take away-sted satser på god og sund mad, som er lavet på økologiske råvarer.

Nogle gange er det bare rart at slippe for gryder og pander og hente sin mad et andet sted – og det er der nu endnu en mulighed for på Tordenskjoldsgade på Trøjborg. Her slog det nye take away-sted Kantina nemlig dørene op i slutningen af august.

Hos Kantina er udvalget økologisk, og du kan få gryderetter med surdejsbrød og blandet salat til, surdejspizza, sandwich, smoothies, filterkaffe fra Clever Coffee samt friskbagt kage.

“Konceptet bag Kantina på Trøjborg er at skabe et take away-sted, hvor folk i en travl hverdag nemt og hurtigt kan få god og sund mad, lavet på gode økologiske råvarer,” fortæller indehaver Rune Hardlei, der er kok og selv står for al den mad, der serveres hos Kantina.

Maden producerer Rune Hardlei i sit køkken på Sydhavnen, hvorfra han også leverer mad ud af huset til selskaber og arrangementer.

Louise Højmark
Redaktør. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik. Svært begejstret for kaffe med mælk, gode morgenmadsplatter og langt de fleste kager.