Tre kokke fra Kähler Spisesalon løb i søndags med sejren i konkurrencen om ”Årets Sild 2017.” Den prisvindende sild kan fra på onsdag smages i restauranten.
Fra onsdag den 5. april kan årets sild findes på menukortet hos Kähler Spisesalon i M.P. Bruunsgade. Køkkenchef Jannie Våtevik og kokkene Jannik Aas Sloth og Mikkel Andersen Rosendahl vandt nemlig i søndags både dommernes og publikums pris i kokkekonkurrencen ”Årets Sild 2017.”
“Vi er helt vildt glade og meget, meget stolte! Faktisk tror jeg ikke, vi helt har forstået det endnu. At få sådan et skulderklap fra dommerne, fra selveste Adam Aamann, er helt ubeskriveligt stort. Og at vores sild samtidig blev 200 publikummers favorit, gør det endnu mere fantastisk,” siger Jannie Våtevik.
Sammen med sine kolleger vandt hun over syv af landets bedste smørrebrødsrestauranter – blandt andre Restaurant Lilleheden ved Hirtshals, som har vundet sildekonkurrencen de seneste elleve år.
Inspireret af sommer
”Årets Sild” bliver sat i produktion af Kattegat Seafood/Hirtshals Sild, som forventer at have Kähler Spisesalons marinerede sild på supermarkedets hylder til august. De prisvindende sild er marineret i bronzefennikel, ramsløgskapers, syltede skalotteløg og rosa-peber.
”Lagen til marinaden forberedte vi allerede sidste sommer, hvor vi samlede ramsløg, bronzefennikel og bronzefennikelblomst. Vi blev inspireret på en varm sommerdag i kolonihaven, hvor de nordiske urter stod og duftede, og vi tænkte ‘hvor er det dog dejligt, at man kan gå direkte ud i sin have og finde så store smagsoplevelser’,” fortæller Jannie Våtevik.
Gæsterne hos Kähler Spisesalon kan se frem til de marinerede sild i kombination med friske agurker, saltede kapersbær, en grøn røg-mayonnaise og rå skalotteløg.