Billetsalget til den populære Kagens Dag skydes i gang den 19. april.
Hvis du er vild med kage og søde sager, kan du godt begynde at glæde dig. Den 17. maj holder Aarhus og Omegns Bagerlaug Kagens Dag, hvor kagesultne aarhusianere kan smage på mere end 7000 kager fra syv af områdets bagere.
Billetterne sættes til salg onsdag den 19. april klokken 13, hvor billetterne kan købes for 100 kroner hos de syv lokale bagerier, som leverer kagerne til årets kagefest. 900 billetter bliver sat til salg, men du skal være hurtig, hvis du vil nå at have fingrene i én af dem.
Billetter ryger hurtigt
“Selvom vi har 900 billetter til salg, går der normalt ikke mange dage, før vi må melde udsolgt. Det er dejligt at se, hvor glade aarhusianerne er for eventen, og derfor regner vi også med, at billetterne ryger hurtigt igen i år”, siger oldermand i Aarhus og Omegns Bagerlaug, Henning Andersen.
Billetterne kan købes hos KonditorBager i Tilst, Bagergården i Saxild, Fru Nielsens Bageri, Guldbageren Hørning, KonditorBager i Højbjerg, SchweizerBageriet og Strandvejens Bageri i Risskov.
Tre omgange
Kagemekkaet foregår i Rådhushallen, og de kagesultne gæster lukkes ind i tre omgange. Klokken 13, 14.30 og 16. På den måde kan du bare gå til makronerne og smage lige præcis de kager, du drømmer om. Er du til varm kakao eller dampende kaffe, tager du også bare for dig.
Overskuddet fra billetsalget går til Børnecancerfonden og de kræftramte børn på Skejby Sygehus, og pengene bliver overrakt på dagen. Sidste år indbragte billetsalget intet mindre end 51.000 kroner, og arrangørerne håber på et tilsvarende beløb igen i år.
Læs mere om arrangementet her.