Onsdag den 5. september klokken 13.30 til 15.30 inviterer Huset Trøjborg til Store Kagedag.
Sukker, fløde, smør, glasur. Mmmm! Nogle dage må du gerne. Og den dag kunne jo være onsdag den 5. september, hvor du kan deltage i Store Kagedag i Huset Trøjborg på Kirkegaardsvej 53. Det er Huset Trøjborgs frivillige bager, der stiller op og kreerer den ene kage efter den anden. Du betaler 50 kroner for at være med, og så er der ellers kage, kaffe og te ad libitum.
”Det er en tradition, som vi har haft i mange år. Alle skal have en god oplevelse, og du må spise, til du revner,” siger Susanne Strandby, leder af caféen i Huset Trøjborg.
Kagerne i år er endnu ikke bestemt, men de sidste par år har kagebordet budt på tre forskellige lagkager, citronroulade, marzarintærte med frisk frugt, kringler og andre flødekager.
Billetterne koster 50 kroner og skal købes i caféen på Huset Trøjborg. Læs mere om begivenheden her.