Foto: Street Food Festival

Kæmpe streetfood-festival skudt til hjørne

STREETFOOD På torsdag skulle der have været Street Food Festival med 40 madboder ved Ridehuset, men nu er festivalen udskudt til august. 

Under navnet Street Food Festival skulle Officerspladsen ved Ridehuset fra den 12-22. maj have været omdannet til et kæmpe madmarked med mad fra hele verden i over 40 boder. Men nu er festivalen udskudt til Aarhus Festuge, skriver arrangørerne på Facebook her tre dage før kickoff.

”Efter megen tovtrækkeri har vi desværre måttet erkende, at udfordringer med Aarhus Kommune i løbet af de sidste par måneder har umuliggjort afholdelse af Street Food Festival. Aarhus Kommune har valgt at flytte Street Food Festival til Aarhus Festuge i stedet, og selvom vi er kede af at rykke arrangementet, glæder vi os utrolig meget til at være en del af programmet for Aarhus Festuge 2016,” skriver arrangørerne.

Gadekokke og foodtrucks
Festivalen, der altså nu først kan besøges til Aarhus Festuge den 26. august til den 4. september, bliver en nøje sammensat blanding af talentfulde gadekokke, farverige foodtrucks, restaurationer og aktiviteter for børn og voksne.

Festivalen byder også på mulighed for at deltage i workshops, hvor børn kan komme med i køkkenet med en professionel kok og prøve kræfter med madlavningen på en sjov og lærerig måde.