FESTIVAL Du kan opleve kagesmagning, flødebollekursus og kendiskokke i massevis på stor madfestival i Aarhus i weekenden.
Der er kendiskokke i massevis, gratis smagsprøver og kurser i alt fra flødebollefremstilling til pizzabagning, når Coop inviterer til kæmpe madfest under navnet Mad Dage Live i Aarhus i weekenden den 2-3. april.
”Vi ønsker at levendegøre vores madagenda, som er vores vision om det gode måltid, en mere spændende madkultur og bedre mad og råvarer i supermarkedet,” siger innovationsdirektør Jeff Salter fra Coop i en pressemeddelelse.
Læs også: Kæmpe vinfestival rammer Aarhus
Kendiskokke i massevis
Til festivalen i Aarhus kan du blandt andet møde kokkene Thomas Rode, Gorm Wisveh og Claus Holm, udfordreren Chili Klaus, konditoren Mette Blomsterberg, flere deltagere fra Den Store Bagedyst, sundhedsguruen Christian Bitz og gastronomiskribenten Ole Troelsø.
Børnene kan selv bage pizzaer, kager eller lave sjove figurer af frugt og grønsager, og for de voksne vil der være flødebolle- eller pølseværksted, kagesmagninger, en bornholmerfrokost og meget mere.
Festivalen finder sted i den gamle Metro-butik på Sletvej 36 i Tranbjerg syd for Aarhus. Entrébilletter koster 100 kroner for voksne og 60 kroner for børn, og Coop-medlemmer får 50 procents rabat. Se programmet og køb billetter her.
Læs også: Streetfood fra hele verden ved Kulbroen
Læs også: Smag 40 slags rom på fire dage i Aarhus