Kähler Spisesalon på Frederiksbjerg gentænker klassisk dansk ret.
I anledning af kulturåret får Kähler Spisesalon på M.P. Bruuns Gade nu et særligt stykke Aarhus 2017-smørrebrød på menukortet. Smørrebrødet er en nyfortolkning af den danske nationalret stegt flæsk med persillesovs og kan nydes i selskab med hjemmebrygget øl fra Restaurant Domestic.
Smørrebrødet er udviklet af køkkenchef Jannie Våtevik og består af svinerilette med syltede, økologiske rødbeder, mayonnaise på persille og peberrod og på toppen sprøde svær af dansk velfærdsgris.
”Aarhus er en smuk og jordnær by med plads til kreativitet og store drømme. Dét vil vi gerne vise alle byens besøgende, og derfor har vi taget den gamle, danske klassiker og ladet stegt flæsk med persillesovs få nyt liv i en kreativ nyfortolkning som højtbelagt smørrebrød. På den måde kan man sige, at Kählers Aarhus 2017-smørrebrød er smagen af Aarhus,” siger Jannie Våtevik.
Domestic slukker tørsten
Til at slukke tørsten kan man vælge imellem tre forskellige Aarhus 2017-øl, der er lavet af folkene på Restaurant Domestic på Mejlgade. Øllene bliver hjemmebryggede og håndtappet og serveres hos Kähler Spisesalon i et begrænset oplag. Ifølge medejer af Domestic Ditte Susgaard er øllene forfriskende og passer til smørrebrødet.
”Kähler Spisesalon er en restaurant, der ligesom Restaurant Domestic fokuserer på det gode håndværk. Vi syntes ideen med et Aarhus 2017-smørrebrød var ret sjov, så vi besluttede at støtte op om tiltaget med en serie Aarhus 2017-øl. De hjemmebryggede øl er lette og forfriskende med aromaer, som understøtter smagsnuancerne i Kählers Aarhus 2017-smørrebrød.”
Kählers Aarhus 2017-smørrebrød koster 79 kroner, og vil man have en Domestic Brew ved siden af, skal man af med yderligere 59 kroner.