Den kendte Aarhus-kok Jesper Koch er med i stort restaurantprojekt i Sønderjylland.
Aarhus-kokken Jesper Koch står bag fire restauranter, som i 2018 åbner på det kommende Hotel Alsik ved Sønderborg. Toprestauranten på det sønderjyske hotel kommer til at ligge i 17-18. etagers højde, og på menuen kommer blandt andet lokale råvarer fra sæsonen.
“Der er ikke noget specielt nationalt præg på menukortet, selv om jeg jo godt kan lide at trække det asiatiske ind over. Det bliver med æbler fra Als, nyopgravede kartofler og blommer og jordskokker, når der er sæson for det. Vi følger sæsonen med friskfanget fisk og skaldyr, når de er der. Der er ikke nogen dogmer,” siger Jesper Koch til Jydske Vestkysten.
Jesper Koch har tidligere sammen med sine to brødre været med til at drive Aarhus-restauranterne Koch, Det Glade Vanvid og Frøken Koch på havnen.
Oprindeligt sønderjyde
Jesper Koch er oprindeligt sønderjyde og gik sidste år solo med en gastronomisk rådgivervirksomhed og den asiatisk takeaway Bangkoch på Aarhus Central Food Market, ligesom han har været dommer i tv-programmet MasterChef på TV3. Ambitionerne for den sønderjyske satsning er store.
“Gæsterne kommer helt fra München, Hamborg og det nære grænseland. Det bliver tre vidt forskellige restauranter, som vil give nye oplevelser for gæster, der skal være her flere dage, men det skal også være steder, folk fra Sønderborg kommer for at spise en klassisk dansk suppe med hjemmelavede kød- og melboller eller et stjerneskud,” siger Jesper Koch til avisen.
Restauranten på toppen af hotellet får plads til 200 spisende gæster, og hotellet får 190 værelser. Den forventede åbning er i november 2018.