Foto: Okkels Is.

Isbutik i Risskov: En nyhed du ikke kan få andre steder

Okkels Is i Risskov introducerer en italiensk nyhed. Nu kan du få is med Cremino, som er is med et blødt lag creme på toppen.

Endelig har foråret meldt sin ankomst, og med foråret starter issæsonen for alvor. Det lader Okkels Is ikke gå stille forbi, da de introducerer en nyhed i sortimentet.

“Forestil dig at du får en kugle med to lag. Blød Cremino-creme og is i samme mundfuld.” siger ejer Thomas Okkel om Creminoen.

Han forklarer, at Cremino er et lag creme, som ligger på toppen af isen i et par centimeters tykkels. Creminoen bliver parret med forskellige isvarianter, og selvom den fryses sammen med isen, stivner den aldrig. Tvært i mod er Cremino-cremen altid blød og lækker i konsistensen.

Varierende udvalg

Det er forskelligt, hvilke sammensætninger af is med Cremino, du kan finde i frysedisken hos Okkels. Det kan for eksempel være pistace-is toppet med Cremino af chokolade, eller saltkaramel-is med Cremino af hvid chokolade. Lige nu er det en variant af italiensk nougatis med et tykt lag karamel Cremino-creme, der er i sortimentet.

Ligesom butikkens andre italienske og økologisk-fremstillede is, er creminoen-isen pyntet med syndige sovser, bær og forskelligt knas. Og det er naturligvis stadig en mulighed at vælge ekstra topping i form af flødeskum, karamel- eller chokoladesovs.

Prisen for Cremino-is er nøjagtigt den samme, som alle de andre varianter hos Okkels. Du får én kugle for 25 kroner, to for 35 kroner og er du rigtig issulten, kan du vælge 3 kugler for 43 kroner.