Foto: Pixabay.

Sådan får du din mad til at ligne det, du ser på Instagram

Har du svært ved at få din mad til at ligne de flotte billeder, du savler over på Instagram? Bare rolig: Vi giver dig en guide til at anrette din mad yderst Instagram-venligt. 

Du kender helt sikkert situationen: Gæsterne sidder ved bordet, maden er klar – du mangler bare lige at anrette det på tallerkenen. Hvor svært kan det være?

Ret svært, viser det sig hurtigt. Den elegante anretning, du så for dit indre blik, er ikke til at kende i det, du har kreeret på tallerkenen foran dig. Hvordan vil det nu ikke tage sig ud på Instagram?!

Bare rolig, hjælpen er nær: Vi har nemlig spurgt madblogger og kogebogsforfatter Emma Martiny, hvordan du får din mad til at stå superskarpt på tallerkenen.

Her får du Emma Martinys syv råd til anretning:

Led efter inspirationsbilleder
”Det kan være en god idé at forberede sig ved at lede efter billeder af den ret, du vil lave. På den måde kan du få inspiration til, hvordan du kunne gøre det – og så har du også på forhånd en idé, så du ikke står på bar bund, når du skal til at anrette.”

Forestil dig, hvordan det vil se ud
”Før du går i krig med at anrette, kan det være en god idé lige at forestille sig, hvordan du kunne tænke dig, at det skal se ud på tallerkenen. Det kan være en hjælp at stille elementerne, der skal på tallerkenen, frem, så du bedre kan overskue, hvad du skal bruge i din anretning.”

Man skal kunne se, hvad der er på tallerkenen
”Det er vigtigt, at du kan se de enkelte dele af retten. Hvis der for eksempel skal salat på tallerkenen, kan du gemme en håndfuld topping, du kan drysse over, så du tydeligt kan se, hvad der er i salaten.”

Sørg for, at der er luft på tallerkenen
”Visuelt er det rigtig vigtigt med noget ’blank space.’ Det er altså godt lige at efterlade noget plads, hvor der ikke er mad på. Tallerkenen må ikke være proppet. Vi spiser først med øjnene, så det skal være overskueligt at se på.”

Tænk over farverne i maden
”Danske retter kan være rigtig svære at anrette flot, fordi de ofte er lavet af delelementer i samme tekstur. Her kan det være en god idé at bruge klare kontrastfarver, når du skal pynte. For eksempel skulle jeg forleden lave brændende kærlighed, og her pyntede jeg med rødbeder og persille for at få noget farve i retten. Du kan også overveje, om du vil køre et farvetema og så lave din mad ud fra dét.”

Bryd vanetænkningen
”Du kan også lege med at anrette maden på en måde, du ikke plejer at gøre det. Hvis du for eksempel skal have en dip på din salat, vil mange nok smække en klat på toppen af salaten – men hvorfor ikke smøre det flot ud på tallerkenen, og så placere salaten ovenpå i stedet?”

Brug en flot tallerken
”Til slut er det værd at overveje, hvilken tallerken du server maden på. Her kan man hurtigt bruge mange penge! En pæn lys tallerken er rigtig god at have – den må bare ikke være helt hvid! Ellers er det også blevet ret moderne med retro-keramik, hvor der er lidt mere spil i tallerkenen.”