Foto: Væskebalancen

Husk Væskebalancen – disse øl trender lige nu

Denne artikel blev først bragt i Mærk Aarhus i uge 39

Bottleshoppen ’Væskebalancen’ har nu serveret læskende øl til aarhusianerne i et år. Vi har talt med ejeren, Nick, om butikken, og hvilke øl-trends der har ramt Aarhus.

I starten af 2020 blev Vestergade en ølbutik rigere, da bottleshoppen ’Væskebalancen’ slog dørene op. Bagmændene er Nick Theilgaard Olesen, som også er medejer af Mig & Ølsnedkeren i Mejlgade, og Lars Nielsen, der i mange år har importeret øl. Det var ikke tilfældigt, at det lige blev en bottleshop, de to åbnede sammen.

’Vi mente, at Aarhus burde være stor nok til at have en bottleshop, hvor man kunne få mange forskellige øl med hjem. Da vi så lokalerne, blev vi hurtigt forelsket. Jeg tror kun, der gik tre uger, og så havde vi åbnet. Vi kan godt lide, at lokalerne er lidt små, så vi kunne give fornemmelsen af en slikbutik for voksne, hvor du næsten ikke kan vælge, hvilke lækre øl du skal have med hjem,’ fortæller Nick Olesen, da vi møder ham udenfor Væskebalancen.

Man må sige, de to fyre havde ret. De har selv haft kæmpe succes, samtidig med at flere bottleshops siden er åbnet. Succesen for Væskebalancen har faktisk være så stor, at de nu også har åbnet en bottleshop i Valby.

Aarhusianernes yndlingsøl

Med de mange besøgende, er Nick også den helt perfekte at spørge, hvad aarhusianernes yndlingsøl er.

’I en lang periode har det været sådan, at aarhusianerne gerne vil have øllene så hazy og frugtede som muligt. Det får man i øltypen New England Style IPA, som er læskende og ikke så bitter som den klassiske West Coast IPA,’ fortæller Nick Olesen og fremhæver også en anden populær øltype:

’Så sælger vi også rigtig mange af dem, man kalder frugtede kettle sours. Det er syrlige øl, som får et twist af for eksempel tørrede frugter, kakaonibs, skumfiduser og mange andre forskellige ingredienser. De frugtige øl med et syrligt twist er virkelig blevet et hit hos vores kunder. ’

fortæller den tydeligt begejstrede ølentusiast.

Hybriden er på vej

Men ligesom i modens verden er der altid udskiftning i, hvad der er populært at drikke. Så hvad kommer vi til at drikke fremadrettet? Her fremhæver Nick især en klassiker, som han spår, at vi kommer til at drikke mere i fremtiden.

’Jeg tror, vi kommer til at drikke mere lager eller det, mange også kalder pilsner, i fremtiden. Vi kan mærke, at kunderne er begyndt at sætte mere og mere pris på den klassiske pilsner. For en pilsner er ikke bare en pilsner, og man kan sagtens smage forskel på en standard pilsner og så en, der er lagt lidt mere kærlighed og bedre råvarer i,’ siger Nick Olesen.

Den næste øltype, som Nick Olesen fremhæver, er en, jeg aldrig har hørt om. Det er en slags hybrid øl.

’I lidt mere ølnørdede kredse kan man se, at flere er begyndt at lave en hybrid øl, som er en blanding mellem vin og øl lavet på vilde gærtyper med hjælp fra bakterier og lang tid på træfade. Vi har blandt andet set et dansk bryggeri, der har lavet en øl med lokalproducerede druer, som smager supergodt. Det, tror jeg på, kan blive den næste store øltrend, fordi der er et kæmpe overlap i aroma og smag mellem ølstil og de populære naturvine det taler lidt ind i trenden omkring naturvin, og det får lidt den der naturvins feeling i øllen,’ fortæller Nick Olsen. Det bliver spændende at se, om det er noget, vi kommer til at se mere af ude på ølbarerne.

Lækkerier fra Asien

Se alle