Folkekøkken hos Huset Carmel

Social dining: Folkekøkken på Nørre Allé har stor succes

Huset Carmel på Nørre Allé 23C åbner hver onsdag klokken 18 til 19.30 dørene op for deres Folkekøkken.

Er social dining, langborde og livemusik noget for dig? Så skal du slå et smut forbi Huset Carmel på onsdage. For to måneder siden startede Huset Carmel et nyt koncept, der hedder Folkekøkken, som aarhusianerne har taget rigtig godt imod. Det går ud på, at du hver onsdag kan deltage i Folkekøkken fra klokken 18 til 19.30. Det er et social dining arrangement, hvor du sammen med alle andre gæster sidder omkring et langbord og nyder et måltid.

”Det er en anden måde at spise på, og gæsterne kommer virkelig hinanden ved. Vores gæster er glade, og de har taget rigtig godt imod konceptet,” siger Kenny Jess Brandt, salonchef og sommelier hos Huset Camel.

Maden koster 85 kroner per mand, og menuen skifter fra gang til gang. Det eneste du kan regne med hver gang er, at det er grøntsagsorienteret, vegetarisk og 100 procent økologisk. Menuen kan altså både byde på nye og klassiske retter fra alle verdenshjørner. Der er før blevet serveret paella, lasagne, bygotto og jambalaya.

En flaske til deling
Trænger du også til noget at drikke, så kan du købe en hel flaske vin for kun 120 kroner. Et enkelt glas koster 30 kroner.

”Vi vil gerne, at folk køber en flaske vin, når de er her. For når du køber en flaske, er du allerede inde i delestemningen. Det er derfor, vi har kørt priserne sådan i bund,” fortæller Kenny Jess Brandt, salonchef og sommelier hos Huset Camel.

Hvis du ikke er til vin, er der en masse andre drikkevarer at vælge imellem for eksempel fadøl, økologiske safter, sodavand og cocktails. Klokken 19 starter der livemusik, som er med forskellige kunstnere hver gang.

Huset Carmel anbefaler, at du bestiller bord til arrangementet. Du kan læse mere her.