Vi glæder os til august: Ny Aarhus-bistro er klar med menuen

Vi glæder os til august: Ny Aarhus-bistro er klar med menuen

af -
Foto: Hotel Royal.

Hotel Royal har offentliggjort menuen for stedets nye bistro.

Hvis du (også) er spændt på, hvad man fra august kan sætte tænderne i på Hotel Royals nye bistro – ja, så er ventetiden ovre! Restaurant Royal har nemlig offentliggjort bistroens menu på restaurantens Facebook-side.

På Royals Bistro kan du nuppe tre retter for 250 kroner, og du vælger selv mellem fem forretter, fem hovedretter og fem desserter.

Af forretter kan du blandt andet vælge cremet fiskesuppe med citrongræs og lime eller flamberet saltet laks i sprød salat med syltet rødløg, trøffel-mayonnaise og ristede hasselnødder.

Oksetyksteg og tiramisu
Blandt hovedretterne finder du for eksempel stegt oksetyksteg med sauce bearnaise og grove fritter samt stegt kuller med sauce beurre blanc og knust kartoffel-kompot med bacon, kapers og urter.

Og til dessert? Da kan du blandt andet vælge mellem danske jordbær, marengs og créme chantilly, rabarbertrifli eller tiramisu.

Du kan se hele menuen her – og hvis du er én af de første 300 bookinger, får du gratis bobler og snacks oven i hatten, den første gang du besøger bistroen.

Royals Bistro får hjemme på Hotel Royals 1. sal og har plads til 60 gæster.

Louise Højmark
Chefredaktør. Elsker mad og journalistik og stræber efter at forene de to på bedst mulig vis. Uddannet cand.public. i analytisk journalistik og har en svaghed for god kaffe, croissanter og flæskesteg med det hele.