Nu kan du stille op til Hotdog DM den 3. september under årets Food Festival.
Er det dig, der kreerer vennekredsens mest velsmagende eller innovative hotdog? Så er det nu, du skal gribe chancen for at stille op til Hotdog DM 2017.
Årets konkurrence finder sted søndag den 3. september fra klokken 12 til 17 på madfestivalen Food Festival ved Tangkrogen.
“Populære, anerkendte, kendte og ukendte kokke, pølsemænd og slagtere giver deres bud på en fortolkning af den klassiske hotdog. Der kæmpes med blod, sved og tårer om pris og ære i kategorien Den Moderne Hotdog,” står der på Food Festival-hjemmesiden.
Hotdogs med levende citronmyrer
I kategorien Den Moderne Hotdog kårer et dommerpanel den mest velsmagende hotdog, den mest sælgende hotdog og den mest innovative hotdog. Dommerpanelet består af kokke, madanmeldere og bloggere.
Hvis du ikke deltager i konkurrencen, kan du i stedet købe og smage på de forskellige hotdogs. Overskuddet går til et velgørende formål. Tidligere har Hotdog DM blandt andet budt på hotdogs med levende citronmyrer samt “røde pølser” i kulsorte brød.
Food Festival er Nordens største madfestival, som i år finder sted fra den 1. til 3. september. I anledning af kulturhovedstadsåret er festivalens nordiske grundlag gentænkt, og både den nordiske og internationale madscene er derfor i fokus til årets festival.
Du kan læse mere om Hotdog DM, og hvordan du stiller op til konkurrencen her.