Schweizerbageriet har startet et samarbejde med det økologiske landbrug Holtgaard, så du henover sommeren kan få økologisk frugt og grønt i bageriet.
Er du glad for Schweizerbageriet, kommer du heldigvis ikke til at undvære bageriet henover sommeren. Det populære bageri skriver nemlig på deres Facebook-side, at de holder åbent over sommeren. Og det endda med et nyt sommertiltag, for bageriet har indgået et samarbejde med den selvbetjente grøntsags- og frugtbod Öko.
Det betyder, at du alle dage i sommeren har mulighed for at købe økologisk frugt og grønt fra det økologiske landbrug Holtgaard ved Odder fra den selvbetjente bod uden for bageriet. Her kan du blandt andet købe friske jordbær til 40 kroner pr. bakke samt ærter og kartofler.
Henover sommeren fortsætter Schweizerbageriet desuden med deres nuværende tilbud på brød, hvor du kan få to brød til 50 kroner fra mandag til fredag. Du kan læse mere om Schweizerbageriet her.