Foto: Pixabay.

Steaks, burgere og breakfast: Amerikansk restaurant slår dørene op

Tirsdag den 6. august åbner Highway 51 på M.P. Bruuns Gade i Aarhus. 

Er du vild med amerikanske lækkerier som snaskede burgere, saftige steaks, søde milkshakes og luftige pandekager? Så sæt kryds i kalenderen tirsdag den 6. august. Her byder restauranten Highway 51 nemlig velkommen på M.P. Bruuns Gade i de lokaler, som tidligere husede The Diner.

Restauranten er del af en kæde, som på nuværende tidspunkt har til huse i Vejle samt Randers, nærmere bestemt i Memphis Mansion, som er en kopi af Elvis Presleys hus, Graceland. I den nye Highway 51 i Aarhus er det da også fotos af Elvis, der pryder væggene.

“Vi har mange aarhusianere blandt vores kunder i både Randers og Vejle, og de har gentagne gange spurgt, om vi da ikke snart kunne åbne i Aarhus. Derfor har vi igennem længere tid været på udkig efter de rette lokaler, som vi så fandt på M. P. Bruuns Gade 42,” fortæller direktør for Highway 51 Henrik Knudsen i en pressemeddelelse.

Highway 51 slår dørene op klokken 16 på åbningsdagen, hvor du kan score dig en burger til 51 kroner.