Foto: Hantwerk

Stor vin- og ølbar åbner på Aarhus Havn

Den kombinerede vinbar, ølbryggeri og spisested Hantwerk åbner på lørdag.

Omgivelserne fejler ikke noget for byens nye vandingshul Hantwerk, der åbner på lørdag få meter fra den anmelderroste Restaurant Koch og Clausens Fiskehandel på Aarhus Havn.

Bag stedet står René Vinding fra vinbaren Vindanmark og ølbryggerne Michael Alhof og Lene Richter fra det aarhusianske mikrobryggeri Humleland, og der bliver noget for enhver smag i de nyrenoverede lokaler.

“Vi laver vinbar på den ene side af baren og ølbar på den anden side. Vi har fået lavet 21 haner, som vil sælge håndbrygget øl, der bliver lavet på stedet. Det bliver rustikt, og vi finder det oplagt at lave det på havnen, som vi ser som et kommende centrum i byen,” siger René Vinding til Aarhus Stiftstidende.

Plads til 100 gæster
Stedet åbner kl. 12 lørdag den 4. februar, og fremover får de maritime lokaler plads til omkring 100 gæster i den kolde tid, mens der om sommeren kan åbnes op for op til 200 udendørs gæster. Baren får også eget spisested, men ejerne vil ikke afsløre, hvem der står bag.

“Jeg kan godt sige, at maden bliver inspireret af beliggenheden ved vandet, og at det bliver rustikt,” siger René Vinding til avisen.

Rustikt look
Hantwerk får et rustikt look, hvor der er brugt genbrugsmursten til at bygge toiletfaciliteter, ligesom gæsterne sidder på gamle skolestole. Baren er bygget af gamle gulvbrædder fra Pakhus 27, og bryggeriets seks 1.200 liter store gærtanke bliver en synlig del af indretningen.

Stedet ledes af Nick Mogensen, der er tidligere barchef ved madmarkedet Aarhus Street Food. Åbningstiderne bliver torsdag kl. 16-22, fredag kl. 14-24 og lørdag kl. 12-24. Alle er velkomne til åbningsreceptionen lørdag klokken 12, hvor der vil være smagsprøver på øl og vin.