110 år: Kaffe- og tebutik fejrer jubilæum med smagsprøver og Bagedyst-besøg

110 år: Kaffe- og tebutik fejrer jubilæum med smagsprøver og Bagedyst-besøg

af -
Foto: Hans & Grete.

Kaffe- og tebutikken Hans & Grete på Lille Torv fejrer 110 års jubilæum med smagsprøver og besøg af Tobias Hamann fra Den Store Bagedyst. 

I 110 år har den lille, ikoniske kaffe- og tebutik Hans & Grete på Lille Torv sørget for kaffe, te og andre lækkerier til aarhusianerne.

Det skal naturligvis fejres! Derfor har Hans & Grete lokket Tobias Hamann fra Den Store Bagedyst til at besøge butikken på Banegårdspladsen fra klokken 13.30 til 14.30 og butikken på Lille Torv fra klokken 15 til 16.

“Han tager både gode råd og smagsprøver med sig, så alle skal være velkomne til at komme forbi til en snik-snak og et stykke chokolade,” fortæller indehaver af Hans & Grete Lone Madsen.

Gode tilbud og lækre smagsprøver
Udover Tobias Hamanns chokoladesmagsprøver kan du også smage butikken egne varer, hvis du handler hos én af butikkerne i dag.

“Vi har smagsprøver på vores egen jubilæumskaffe og på den originale økologiske ‘Frisørens te,’ som er vores mest solgte te. Og så giver vi også en hjemmelavet miniflødebolle fra Chokolade-Fabrikken, når du har købt dine varer,” siger Lone Madsen.

Du kan besøge Hans & Grete på Lille Torv 4 eller på Banegårdspladsen 16 fra klokken 10 til 17.30.

Amalie Maindal Nielsen
Skribent på Smag Aarhus. Kan bedst lide at lave tøm køleskabet-mad og er lidt for god til at finde lejligheder til hverdagsvin. Hvis jeg kun måtte bruge mine penge på én ting, ville det være restaurantoplevelser. Kommunikationsstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.