STREETFOOD Aarhus har fået en ny foodtruck i form af den ombyggede campingvogn True Taco Crew.
Så er der flere tacos på menuen i Aarhus. I en ombygget campingvogn ruller de to gymnasieelever Sebastian Byrsting og Tobias Hemdorff i løbet af sommeren ud under navnet True Taco Crew og byder på mexicanske lækkerier til aarhusianerne.
”Vi ser os selv som et taco-fællesskab, der ruller ud til pop-up-events og madmarkeder i byen. Vi stod på Godsbanen i sidste weekend til gadefesten Aarhus Volume, og vi har planer om at være forskellige steder rundt i Aarhus i løbet af sommeren. Vi håber også at være på Grim Fest og Smuk Fest, selvom intet ligger fast endnu,” siger den 19-årige Sebastian Byrsting.
På menuen har de to nybagte foodtruckejere tacos i hjemmebagte brød med frisk salsa, guacemole, syltede rødløg og pulled pork eller chili carne. Målet er, at det skal være nemt og billigt at lave, og prisen er med 25 kroner for vegetartacos og kødtacos derefter.
Tjener penge til OL
Modsat de fleste andre foodtrucks startede idéen ikke med en passion for mad, men derimod ud fra et behov for penge.
”Vi sejler sammen og går benhårdt efter at komme til OL i 2020 i Tokyo. Det er dyrt at sejle, og vi tænkte længe over, hvordan vi kunne tjene penge på en sjov måde. Og så fandt vi på at sælge mad på gaden og til fester, først fra en cykelanhænger og nu fra en ombygget campingvogn,” siger den 21-årige Tobias Hemdorff.
Campingvognen har de to tidligere brugt til at fragte deres båd i. Udover popup-events i det østjyske drager True Taco Crew til København den 15. september til arrangementet Mexican Independence Day.