Foto: Pixabay.

6 steder du kan gourmetshoppe til nytårsmiddagen

GUIDE: På årets sidste aften skal pengene ikke brænde i lommen. Her er seks steder, hvor du kan luksus-shoppe, hvis du planlægger at være din egen masterchef nytårsaften.

Bobler fra bankboksen
Pinot Vin & Spiritus, Guldsmedgade 27, 8000 Aarhus C

Intet siger nytår som champagne, og hvad enten dine bobler skal have smagsnuancer af ristet brød, brændt smør, hasselnødder eller æble, kan du finde den rigtige flaske hos drengene i Pinot Vin & Spiritus. Her kan du tage på opdagelse i byens nyeste kombinerede vinbutik og -bar, hvor nogle af flaskerne er så dyre, at de udstilles i en ældgammel bankboks i butikken – blandt andet en japansk whisky til 30.000 kroner. Så er den vist også betalt! Til nytårsaften anbefaler huset selv en champagne fra André Robert til 425 kroner, en Taittinger til 349 kroner eller en Cava fra Segura Viudas til bare 119 kroner. Skal din aften have et boost med andet end blot bobler, foreslår vi en Negroni Sbagliato med sød vermouth, campari og en topping af champagne. Efter sigende blev drinken til, da en bartender forvekslede en ginflaske med en champagneflaske og derved lavede en “forkert” Negroni. Heldigt for alle os andre!

Hurra for havmaden
P. Clausens Fiskehandel, Fiskerivej 4, 8000 Aarhus C

Nytårsmad er uløseligt forbundet med havmad. Måske fordi vi den sidste måned har crawlet os igennem andefedt, karrysalat, tarteletfyld og sprøde svær – måske fordi seafood bare smager så forbandet godt! Hos Clausens Fiskehandel på havnen trækker de det store nytårsbatteri ud og har blandt andet dedikeret en hel side på deres website til nytårslækkerier. Her kan du proviantere nytårstravere som torsk, jomfruhummere, kammuslinger, hel tun, stenbiderrogn fra frost – eller en levende canadisk hummer, som selvfølgelig skal dyppes i smeltet smør, god soya og lidt citrus. Der er også grej til det helt store sushishow, og skal det være nemt, har Clausen sørget for en fabelagtig midnatspakke til dig og dine tre bedste venner med en flaske champagne, otte østers og en lille dåse Baerii-caviar til 499 kroner. Så behøver I ikke raketter fra T. Hansen for at se sol, måne og stjerner.

Zoologisk have på din tallerken
Salling Super, Søndergade 27, 8000 Aarhus C

De fleste af os har vist fået vores ration af kød henover julen, men mon ikke du kan få plads til et stykke smørmørt okse eller et stykke dunkelt vildt på årets sidste dag? Hos slagteren i Salling Super kan du finde en mindre zoologisk have i køledisken, og det hotteste lige nu er finsk naturkød, som er særligt smagfuldt og mørt kød fra græssende kvier i Finland. Slagteren anbefaler at investere i en Porterhouse Steak, som er en oversize t-bone steak, men andre oksehit er for eksempel dansk Chateaubriand – midterstykket af en mørbrad – elller et bæst af en Tomahawk steak fra australsk Black Angus. I den mere kuriøse ende tilbyder Salling også kød fra bison, elg, hest – og zebra! Hakuna Matata, og ræk mig sovsen! Skal der luksus-drys på kødet, er der lige nu masser af hvide vintertrøfler fra Piemonte til dagspris: Pt. beskedne 20.000 kroner per kilo. Velbekomme og godt nytår, siger vi bare!

Mæskerier efter midnat
Grand Fromage, Guldsmedgade 27, 8000 Aarhus C

Ja ja, du ved det godt: Slankekuren begynder på førstkommende hverdag efter nytårsaften. Så meget desto mere grund er der til lige at snige en bid natmad ombord, når du klædeligt beruset og en anelse brødflov kommer væltende ind i stuen efter at have skudt hele dit krudt-arsenal af. Hos Grand Fromage har de været så venlige at sammensætte en platte til dig, som du både kan bruge til forret og natmad, så her får du ostene Comté, Morbier og fransk landbrie med trøfler samt en 12 måneder gammel Serrano-skinke, salami fra Lyon, tomat-tapenade og figner i portvin. Det koster 99 kroner ved mindst otte kuverter – hva’be’har! Hvis du bare drømmer om at kysse en enkelt ost godnat, foreslår vi en fransk Comté, der har ventet i 48 måneder på at møde dine læber. Bedre nytårskys fås vist vist ikke! Skal du have nattens sidste luns kød, så prøv kongen af skinker: Grand Fromage’s berømte spanske sortfodsskinke. Olé!

Sexede sødbiddere sidst på aftenen
SchweizerBageriet, M. P. Bruuns Gade 56, 8000 Aarhus C

Hvis du er på linje med os fra Smag Aarhus, skal nytårsdesserten være lille, elegant, frisk og super-sofistikeret. Lidt ligesom dig selv! Det ved de hos SchweizerBageriet, hvor du kan købe årets nytårsdessert som portionsanretning for 30 kroner eller til seks personer for 170 kroner. Desserten er en sprød tærtebund med creme lavet på den japanske citrusfrugt yuzu samt en hvid chokolademousse på belgisk chokolade. Som portionsanretning er den dekoreret med en rød chokoladeskal og en lille pipette med en lidt sødere udgave af yuzu-cremen, som du selv sprøjter ind i kagen ved servering. Fancy! Du kan også hoppe på en Montmartre, der er en klassisk fransk chokoladekage, som går strålende til is og frugt, eller du kan gå ombord i den traditionelle kransekage, chokoladetrøffelkugler og flere slags petit fours, for eksempel Sarah Bernhardt. Vi anbefaler, at du udvælger nogle få af godterne, hvis du vil undgå sukkerchok!

Hipstersuppe til hovedpinen
Far-East Trading, Banegårdsgade 36, 8000 Aarhus C

Av. Du har ondt i håret. Din mund smager grimt. Nogen har flyttet Roskilde-festivalen ind i din stue, mens du sov. Og du trænger til fedt, salt og smag. Men hov – hvad med at tage hul på dine nytårsforsætter allerede her første nytårsdag og droppe den svampede burger, fritter og hotdogs? Prøv i stedet at gå ramen-vejen, og plej dine tømmermænd og dit hipster-image simultant. Den hypermoderne japanske powersuppe er fyldt med nudler, æg, kød, chili og grønt og er derfor den oplagte tømmermands-spise dagen derpå. Hvis du er supersmart, har du lige en god bouillon i fryseren, men ellers kan du sikkert finde en erstatning hos Far East Trading i Banegårdsgade. Her kan du også tanke op med alt det andet asiatiske grej, der skal til, såsom ramen-nudler, miso, chili, østerssauce, kombu-tang, dashi, og hvad en af de mange opskrifter på ramen ellers foreskriver. Så burde du være klar til suppe, skihop og selvmedlidenhed. God bedring og godt nytår!