Foto: Café Nero.

6 skønne Aperol Spritz-spots i Aarhus

GUIDE: Aperol, prosseco og masser af isterninger: Aperol Spritz er sommer i et glas! Her får du seks bud på, hvor du kan nyde den populære drink i Aarhus.

Den midt i centrum
Cross Café, Åboulevarden 66, 8000 Aarhus C

Måske er fødderne ømme og hovedet træt efter mange timers shopping i den menneskebefængte gågade, og det eneste, du trænger til, er en iskold Aperol Spritz. Og helt ærligt: Findes der en bedre shoppingpause end at sidde og observere menneskemylderet med den smagfulde yndlingsdrink i hånden? Det tror vi ikke! Vi anbefaler, at du tager plads ved ét af de mange caféborde hos Cross Café, der ligger lige op til Vadestedet ved Magasin. Du kan slubre den skønne sommerdrink i dig for 70 kroner, og skal du også have stillet sulten, kan du for eksempel gøre det med caféens cæsarsalat med grillet kylling til 112 kroner eller den italienske sandwich med parmaskinke, mozzarella og pesto til 119 kroner. Mums! Med andre ord: Find en plads i solen, og mærk sommerfornemmelserne skylle ind over dig for hver slurk, du tager af din Aperol Spritz!

Den ved vandet
Restaurant Martino, Marselisborg Havnevej 46 B, 8000 Aarhus C

En skøn drink fortjener en skøn udsigt – så hvad med at slutte dagen af på Restaurant Martino ved Marselisborg Lystbådhavn, hvor du fra restaurantens beliggenhed på 1. sal kan nyde udsigten over Aarhus Bugt? Inden du sætter dig til rette på restauranten, bør du snuppe en gåtur rundt i havneområdet. Mærk, hvordan sommerviben summer blandt is-spisende feriegæster, lystbåde og kajakroere, og lyt til vinden, der suser i masterne og mågerne, der skriger. Mere maritimt får du det ikke! Hos Restaurant Martino kan du få slukket din Aperol Spritz-tørst for 79 kroner, og er du ude efter en helaftensoplevelse med en solnedgang oven i købet, tilbyder restauranten blandt andet en månedlig menu, hvor du for 358 kroner kan nyde tre retter. Maden varierer fra måned til måned, og lægger du 40 kroner oveni, kan du opgradere til hele fire retter. Mere kan man næsten ikke bede om!

Den italienske
Café Nero, Skolegade 5, 8000 Aarhus C

Eftersom Italien kan tage æren for at have opfundet den geniale Aperol Spritz, er det naturligvis et must med et italiensk bud på et Aperol Spritz-spot. Et sikkert valg er den italienske Café Nero, som i juni 2017 åbnede op for en spritny restaurant i Skolegade – og spørger du restauratøren, er et besøg på den italienske café som at træde ind på en fancy vinbar i Rom! På trods af det store rum er det lykkedes Café Nero at skabe en intim og hyggelig stemning med rå murstenvægge og en dæmpet belysning. Skinner solen – hvad den selvfølgelig altid gør, når du drikker Aperol Spritz – kan du sætte dig udenfor og beundre Domkirken og Aarhus Teater fra de caféborde, Café Nero har stillet an ved fortovet. For 90 kroner kan du nyde den læskende, orange drink, og skulle sulten trænge sig på, kan du prøve caféens antipasti-anretning til 168 kroner, så du rigtigt kan drømme dig til Aperollens moderland. Saluti, siger vi bare!

Den ved madmarkedet
Foodie-Bar, Aarhus Central Food Market, Skt. Knuds Torv 7-9, 8000 Aarhus C

Når solen endelig smiler til os, tilbyder Aarhus Central Food Market ved Skt. Knuds Torv en skøn lille oase, hvor du kan smile tilbage. Pladsen, der før madmarkedets ankomst stod tomt og ubrugt, er nu fyldt med arkitektonisk designede siddepladser, hvor du kan nyde de kulinariske fristelser, som Aarhus Central Food Markets boder har at byde på. Én af dem er Foodie-Bar, som blandt andet frister med en saliggørende Aperol Spritz til 79 kroner. Den er lavet lige efter bogen og serveres i de karakteristisk graverede glas, du altid kan kende Foodie-Bars udskænkninger på. Inden du køber din Aperol Spritz, anbefaler vi, at du lige går en runde eller to gennem madmarkedet, så du kan suge alle indtrykkene til dig og opbygge en appetit. Komplimentér eksempelvis din Aperol Spritz med en lækker pastaret fra Pomodoro med hjertemuslinger, hvidvin og urter – så er du for alvor klar til at nyde livet fra en af siddepladserne i solen!

Den spanske
Pica Pica, Vester Allé 15, 8000 Aarhus C

Pica Pica er en spansk vinbar, og derfor er deres Aperol Spritz naturligvis også præget af netop disse himmelstrøg: På baren på Vester Allé blander de aperolen med cava – den catalonske mousserende vin – i stedet for den italienske prosseco. Det giver en mere sprød og knapt så sød drink, og du kan få én for 85 kroner – eller hele 2 for 150 kroner. Skål! Skal det være ekstra festligt, kan du besøge Pica Pica om torsdagen, hvor der bliver stillet an til livejazz fra klokken 20. I sommertiden foregår det udenfor på det grønne areal foran vinbaren, og der bliver tændt op for både stearinlys og lyskæder, så sommeraftenen kan vare ekstra længe. Viser vejret sig ikke fra sin bedste side, er det ikke noget problem: Lokalet hos Pica Pica er charmerende og har karakter – for eksempel er den ene væg prydet med gamle trækasser, hvori vinudvalget bliver præsenteret, og det skaber en rustik og uformel stemning. Perfekt til en aften med jazz i ørene og en Aperol Spritz i hånden!

Den med et twist
Herr Bartels, Åboulevarden 46, 8000 Aarhus C

Rammer Aperol Spritz-tørsten dig først efter, at solen er gået ned, anbefaler vi Herr Bartels på den natklubsbefængte Åboulevard. Den lille og charmerende cocktailbar har tilføjet et genialt twist til det klassiske bud på den italienske populærdrink: Gin! Den grankrydrede alkohol pifter den ellers normalt sødlige drink op med en friskhed, som mange aarhusianere har taget til sig med stor begejstring. Du kan drikke din Aperol Spritz ved et af bordene ved vinduet og holde øje Aarhus’ natteliv, der så småt tager form for øjnene af dig, når mørket falder på. Er du i det videbegærlige hjørne, kan du tage plads på en af barstolene i baren og blive klogere på drinkverdenens videnskab i en snak med de dygtige bartendere – eller du kan nøjes med at kigge på, når de kreer alverdens cocktails og drinks. På Herr Bartels koster en Aperol Spritz 70 kroner, og bartenderne står klar onsdag til lørdag fra klokken 20.