Foto: Pixabay Images

Grønt lys for foodtrucks i Aarhus

STREETFOOD Aarhus Kommune har netop godkendt flere foodtrucks i bybilledet i Aarhus.

Går du rundt med en drøm om at sælge autentiske mexicanske tacos eller hjemmelavede svenske kødboller fra ladet af din egen foodtruck i Aarhus? Så har du muligheden nu.

Aarhus Kommune har netop udvidet en eksisterende forsøgsordning for ladcykler og kaffeknallerter til også at inkludere større køretøjer som foodtrucks. Forsøgsordningen bliver samtidig forlænget med et år til også at inkludere 2017, hvor Aarhus er udnævnt som europæisk kulturhovedstad.

Stor efterspørgsel
”På grund af stor efterspørgsel i 2016 har vi besluttet både at udvide og forlænge ordningen. Vi har ladet os inspirere af andre byer rundt om i verden, hvor foodtrucks giver et løft til bylivet og supplerer de eksisterende forretninger. Vi er spændte på at se, hvad mobilt gadesalg kan tilføre Aarhus,” siger rådmand Kristian Würtz fra Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

I visse områder af Aarhus vil det stadig ikke være tilladt med foodtrucks, herunder gågaderne, skove og strande.